Fru Alma Nielsen
★ 1903 - ✝ 1968 RIP
Henning Nielsen søn af Alma og Holger ses på Jyderup Realskole 1943 I M, 1944 II M ,1945 III M, 1946 IV og Mellemskoleeksamen, 1947 Realeksamen7
Birthe Nielsen datter af Alma og Holger ses på Jyderup Realskole 1951 I M,1952 II M,1953 III M, 1954 IV M, 1955 Realklasse A og Realeksamen 19558


1953, december; Fru Alma Nielsen fylder 50 år
Fru Alma Nielsen, Søbogaard, fylder i morgen 50 år. Fru Nielsen er født i Jyderup på slægtsgården Toftegaard, som stadig er i slægtens eje, idet hendes broder, sognefoged Ejner Nielsen, bor der. Fru Nielsen har mange tillidshverv, bl.a. har hun i en årrække siddet i Jyderup Menighedsråd, og hun er desuden medlem af bestyrelsen for Jyderup Bibliotek, hvor hun også er kommet i bogudvalget, hvor hun gør et stort arbejde for at finde de rigtige bøger for biblioteket. Foruden at passe sine tillidshverv passer hun sit hjem til punkt og prikke, og sammen med sin mand, amtsrådsmedlem, gdr. Holger Nielsen, har hun skabt et gæstfrit og hyggeligt hjem1

1958, juni; Ikke rart med ufordragelighed interview med Alma Nielsen
Det kendte ugeblad "Tidens kvinder" har for tiden en serie, hvori det bringer samtaler med kvinder i særprægede stillinger eller erhverv.
I det seneste nummer af bladet bringes under overskriften "hun er sognerådsformand" en samtale med fru Alma Nielsen, Jyderup, der som svar på et spørgsmål, om hun nu også er glad for arbejdet i sognerådet, siger:
Ja, jeg er glad for Jyderup, hvor jeg har levet, siden jeg var tre år. Og jeg håber, det skal lykkes os at løse problemerne uden at skabe bitterhed mellem de forskellige opfattelsers repræsentanter. det er glat med ufred i den store politik, men det er heller ikke rart med ufordragelighed i den lille lokale politik.
På et spørgsmål, om det er sværere for en kvinde at være formand for et sogneråd end for en mand, svarer fru Alma Nielsen.
Jeg tror, det er en større belastning for en kvinde, der jo også har sit hjem at tage sig af, mens manden vist lettere kan løsrive sig fra hjemmet for at varetage de offentlige interesser2
Fru Alma Nielsen

Fra Kalundborg Folkeblad aug. 1985, 60 års tilbageblik for sangkoret i Jyderup.
"Der var engang" - Indbydelsen hin 4. september 1925 blev efterkommet af 60 damer og herrer, yngre og ældre. I forbindelsen med stiftelsen blev der vedtaget indmeldelse i Sjællandske Folkekor. Et udvalg bestående af tømrermester A. Christiansen, fru Mønsted Friis, isenkræmmer H. Gylling-Folkmann, landmand Svend Rasmussen og lærerne Peter Juhl og Johan Schultz udarbejdede love og vedtægter. Kontingentet blev sat til 50 øre pr. måned, mens passive medlemmer skulle betale et årskontigent på to kroner.
Den første bestyrelsen var: Lærer H. Nielsen (formand), Svend Rasmussen (Kasserer), frøken Alma Nielsen, A. Christiansen og Peter Juhl9

1963 Fru Alma Nielsen 60 år
En kendt og respekteret dame, fhv. sognerådsformand fru Alma Nielsen, Høed, fylder tirsdag den 3. december 1963, 60 år.
Fru Alma Nielsen er født i Bennebo, men var kun et par år da forældrene købte "Elmegården", Jyderup.
Her fik hun sammen med sine søskende en lykkelig barndom.
En søster til fru Nielsen er fru Helga Schou Hansen, Sølystvej, Jyderup, og broderen er sognefoged Ejner Nielsen, "Toftegård", Jyderup.
En plejesøster bor i Holbæk.
Sammen med sin mand, gdr. tidl. amtsrådsmedlem Holger Nielsen, skabte Alma Nielsen et harmonisk og lykkeligt hjem på "Søbogård" i Høed, hvor fru Nielsen blev kendt som en dygtig og myreflittig husmoder. For sine børn er hun en kærlig mor og god kammerat, og gæstfriheden er en lov for Alma Nielsen, det kan hjemmets meget store venneskare bevidne.

Interesser for samfundsproblemer og politik fik tidligt kaldt fru Alma Nielsen ud i det offentlige liv. Det karakteriserer Alma Nielsens virke, at alt hvad hun får med at gøre, på hvilket felt det end er, det gør hun hundrede procent ind for, og bedømmer tingene ud fra en sund, rettænkende og objektiv indstilling.
Venstres kvinder fik en god støtte i Alma Nielsen, dels i fru Alma Nielsens tid som kredsformand, dels i forretningsudvalget, og på andre måder. Fru Nielsen er utrættelig til at opildne til indsats og er altid rede til selv at være den første til at yde. Det retsindige og sundt bedømmende kom også til udtryk i sognerådsarbejdet. Som sognerådsformand gik fru Nielsen positivt ind for kommunens vækst og trivsel, gjorde bl.a. det grundlæggende arbejde for ny pensionistbolig, for udbud af billige byggegrunde på Ellebjerg, for forhandlinger for, at få nye industrier her til, oma. - Fru Nielsen forsætter som sognerådsmedlem og er lige parat til at gå ind for de positive og samfundsgavnlige hvorfra end forslaget kommer, når det blot er sundt og gavnligt for sognet og beboerne. Det ligger fru Nielsen stærkt på sinde, at der gøres noget for gamle og syge, samt for børnene, bl.a. har hun været medlem af børneværnet, er formand for husmoderafløsningen, m.m.
Dertil kommer forskellige bestyrelsesposter gennem årene, deltagelse i studiekredsarbejde osv. og for nylig er fru Nielsen blevet indvalgt i amtsbestyrelsen for Centralforeningen for hjemmesygepleje.
Fru Alma Nielsen er afholdt af alle, men hygger sig i hendes selskab, fordi hun aldrig taler ondt om andre, og fordi hun med hjertevarme og medmenneskelighed har omtanke for andre.
Alma og Holger Nielsen bor nu i villaen ved "Søbogård", efter at ældste søn, gdr. Henning Nielsen, har overtaget gården.
Mærkedagen fejres ved en fest for slægt og de mange venner3

1966 juni; Formandsskifte ved Sølyst
Tilsynsrådet for børnehjemmet "Sølyst", Jyderup, har holdt måde på "Sølyst". Formanden, gdr. Holger Nielsen, Høed, Jyderup, ønskede ikke at fortsætte, og blev afløst af sin hustru, fhv. sognerådsformand fru Alma Nielsen. Medlemmer af tilsynsrådet er desuden lærerinde fru Agnes Thastum Sørensen, Søbæksvej, Jyderup, folketingsmand, borgmester Poul Thisted Knudsen, Ringsted, og særkonsulent Kristian Højberg, Kalundborg4

1968 aug.; Tidl. sognerådsformand Fru Alma Nielsen, Høed, død i går.
Det er med dyb vemod, at meddelelsen om fhv. sognerådsformand fru Alma Nielsen død modtages og inderlig medfølelse samler sig om Alma Nielsen mand, gdr. Holger Nielsen, Høed, og om ægteparrets børn, svigerbørn og børnebørn. Det havde gennem længere tid stået klart for fru Nielsens nærmeste, at hendes sygdom var håbløs, men selv havde hun næsten lige til det sidste bevaret troen på, at hun endnu engang kom hjem fra centralsygehuset i Holbæk, hvor hun havde været indlagt siden 1. juli. Efter et tidligere sygehusophold og rekreation gik det tilsyneladende fremad, men det blev kun en stakket frist. I går sov hun ind i døden i en alder af 64 år.

Med fru Alma Nielsen, er et værdifuldt, klogt og fint menneske gået bort og hun vil blive husket med taknemmelighed i det sogn, som hun på positiv måde kom til at være med til at præge, og allermest blandt slægten og de mange, mange venner, som en hjertevarm og elskelig kvinde. Selv elskede hun livet og var altid parat til at yde for andre, uden at tænke på, at forlange noget til gengæld. Langt ud over sognets grænser, ja i hele landet, blev Alma Nielsens navn og indsats slået fast, da hun i en periode var Danmarks eneste kvindelig sognerådsformand.

Alma Nielsen var født i Bennebo, men var kun et par år da forældrende købet "Elmegården" i Jyderup, og herfra fik hun og hendes søskende, fru Helga Schou Hansen, Emmadodavej, og sognefoged Ejner Nielsen, Høedvej, samt en plejesøster der bor i Holbæk, mange gode minder og en indstilling til livsværdier, der kom til at præge for livet. Det gjaldt blandt andet sang, musik, politik og samfundsproblemer. For sagens vedkommende var fru Nielsen i mange år aktiv medlem af Jyderup Sangkor, og politisk blev interessen vidtspændende, ligefre medlemskab i VU til posten som kredsformand for Venstres Kvinder, og medlem af amtsbestyrelsen, forretningsudvalg m.m.

Det blev i første række hjemmet og alt hvad der knyttede sig til det, der fik Alma Nielsens omsorg. På "Søbogård" skabte Alma og Holger Nielsen et harmonisk og prægtigt hjem, hvor ægteparrets tre børn fik en lykkelig barndom. Det var fru Nielsens ønske, at være kammerat med sine børn og at gøre dem interesserede i noget af alt det, der var med til at udvikle hende selv. Samtidig var hun en dygtig og myreflittig husmor, ligesom gæstfriheden nærmest var legendarisk. Venneskaren vedblev at vokse også efter at den ældste søn, gdr. Henning Nielsen, havde overtaget "Søbogård" og Alma og Holger Nielsen var flyttet til den røde villa, der hører til gårdens besiddelser. Foruden den nævnte søn, er en søn, Erik Nielsen, bankfuldmægtig i Holbæk og datteren frk. Birthe Nielsen, er kontorassistent i København.
Sognerådsformandshvervet gik fru Nielsen - som med alt, hvad hun havde med at gøre - hundrede procent ind for, og hun var gennem otte år i Jyderup sogneråd med til at gaven kommunens vækst og udvikling. Den dybe interesse for samfundsproblemer og hendes evne til at bedømme en ting på sund og retsindig måde, fik stor betydning for hendes arbejde i kommunens tjeneste og hun gik bl.a. ind for opførelsen af en ny pensionistbolig, udbud af billigere byggegrunde på Ellebjerg, udvidelsen på kommuneskolen, arbejdede for at få industrier, fjernvarme, forbedrede forhold på alle sociale områder, og meget andet. Samtidig var hun altid forhandlingsvenlig og positiv, large overfor andres synspunkter, og respekterede at andre havde en anden politisk indstilling, men blandede aldrig politik ind i det kommunale arbejde. For hende gjaldt det sognets og helhedens ve og vel og hun ønskede også at gøre lige meget for børn, ungdom og de gamle og syge. Det kom bl.a. til udtryk i hendes arbejde som formand for børneværnet og for familievejledning, husmoderafløsning og hjemmehjælp - poster hun beklædte lige til sin død. Der var altid åbent øre og beredvillig indstilling når unge kom frem med ønsker eller når de ældre havde problemer, hvad enten det var på De gamles Hjem, pensionistboligerne eller når private kaldte på hende.
En række bestyrelsesposter, bl.a. i Centralforeningen for hjemmesygepleje i Holbæk Amt, Venstres kvinder i Holbæk amt, Holbæk amts plejehjemsforening og mangen flere, kunne overkommes fordi fru Nielsen, dygtig og fyldt med initiativ, aldrig slækkede på kravet til sig selv. Pligtfølelse og trofasthed var et par af hendes mange gode karakteregenskaber og alle kom til at holde af hende, beundrede og respekterede hendes dygtighed og medmenneskelig indstilling. Alma Nielsens hjertelige væremåde, og hendes forståelse af og higen mod alle gode værdier, var til eksempel for andre og hun favnede vidt i sine interesser, også udadtil, kulturelt, kirkeligt, i Norden og i Grænseforeningen, i arbejdet for U-lande og hvad der ellers kaldte på objektivitet, men, for det alt sammen glemte hun aldrig "de nære ting" og alle dem hun omfattede med sin uegennyttige kærlighed.
Så rigt et menneske var Alma Nielsen og mere til fordi hun ejede evnen til at øse ud af de kilder der aldrig blev tømt i hendes eget sind. Det var værdifuldt at eje Alma Nielsens venskab og mange er de der vil sige Æret være hendes minde5

Nielsen, Alma – formand for Jyderup sogneråd 1958-19626


Kilder:
Kilde 1: Sjællands Posten 2. december 1953, side 5; Alma Nielsen fylder 50 år
Kilde 2: Kalundborg Folkeblad 10. juni 1958, side 4; Ikke rart med ufordragelighed interview med Alma Nielsen
Kilde 3: Kalundborg Folkeblad 29. november 1963, side 3+4; Fru Alma Nielsen 60 år
Kilde 4: Kalundborg Folkeblad 20. juni 1966, side 3; Formandsskifte ved Sølyst
Kilde 5: Kalundborg Folkeblad 20. aug. 1966, side 6; Tidl. sognerådsformand Fru Alma Nielsen, Høed, død i går.
Kilde 6: http://www2.kvinfo.dk/2015/kvindelige-borgmestre-og-sogneraadsformaend-1913-2013 (28/9.2103)
Kilde 7: Jyderup Realskoles årsberetning 1943, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning maj 1944, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning maj 1945, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning maj 1946, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning maj 1947, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning maj 1948, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Kilde 8: Jyderup Realskoles årsberetning 1951, 1951, G. Crones Bogtrykkeri Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning 1952, Jyderup Bogtrykkeri, Jyderup
Jyderup Realskoles årsberetning 1953, Holbæk Amts Venstreblad
Jyderup Realskoles årsberetning 1954, Jyderup Bogtrykkeri, E. Christensen
Jyderup Realskoles årsberetning 1955, Jyderup Bogtrykkeri, E. Christensen
Jyderup Realskoles årsberetning 1956, Jyderup Bogtrykkeri, E. Christensen
Kilde 9: Kalundborg Folkeblad 31. aug. 1985, side 6; 60 års tilbageblik for sangkoret i Jyderup

Sidst rettet 3. juni 2015
©Jyderup Realskole